Udviklingschef for Team Landbrug hos Revision Limfjord
Karl Kristian Guldhammer er ansat som udviklingschef til at løfte Team Landbrug til nye højder. Karl Kristian har base i Skive afdelingen.
Team Landbrug er et rådgivningsteam med 12-14 medarbejdere, der beskæftiger sig med regnskaber, budgetter, driftsøkonomisk- og skattemæssig rådgivning indenfor generationsskifter, nyetablering, selskabskonstruktioner, strategisk rådgivning og finansiering indenfor landbrugssegmentet.
Karl Kristian kommer fra flere spændende jobs som bl.a. økonomikonsulent, virksomhedsrådgiver og landbrugskundechef indenfor landbrugsrådgivning, realkredit og bank, regionsdirektør for Hestesportens Finansierings Fond (fond under Kulturministeriet). Han har de seneste 12 år været direktør for professionelle sportsklubber i Nordvestjylland.
”I jobbet hos Revision Limfjord kommer Karl Kristian primært til at være en del af et stærkt team på landbrugsrådgivningen, og vil være med til af videreudvikle rådgivningsprodukterne inden for segmentet samt styrke kompetencerne på rådgivningssiden”, udtaler landbrugschef Hans Børsting.
Revision Limfjord vil være en stærk og troværdig samarbejdspartner gennem rådgivning, og produktpaletten vil bl.a. indeholde forretningsplaner, der danner rammen for et stærkt værktøj til at beskrive virksomheden, strategien og personen bag virksomheden, eksempelvis ved generationsskifter, etableringsrådgivning og selskabskonstruktioner i landbruget.
Karl Kristian fortæller ”Jeg glæder mig meget til at være med til at videreudvikle Team Landbrug i Revision Limfjord sammen med en masse fagligt dygtige kollegaer”. Hans Børsting afslutter, ”vi er glade for at have Karl Kristian med ombord hos Revision Limfjord”.