Spørg revisoren - Lønstigning og topskat

06.08.19

Jeg står til en lønstigning i løbet af kort tid, hvilket er positiv. Men da jeg ikke interesseret i at betale topskat (Nuværende løn 45.000 kr. pr. måned) Samt min kone er lige blevet førtidspensionist. En lønstigning til mig, påvirker hendes pension udbetaling negativ. Hvad gør jeg her? Starter jeg en enkeltmandsvirksomhed, hvor min chef lejer noget arbejdskraft af mig, og han indbetaler til min virksomhed?

 

Der er ikke mange, der er interesseret i at betale topskat, men det kan blive nødvendig.

Løsningen med at udleje sig ud til sin chef er ikke gangbar. SKAT vil ikke acceptere selvstændig virksomhed, når arbejdet udføres på lønmodtagerlignende vilkår, og du kun har en kunde. Jeg tvivler også på, om din chef er med på ideen, idet han kan komme til at hæfte for den skat, der skulle være betalt, hvis vederlaget var udbetalt som almindelig løn.

Det vil være en bedre ide, at arbejdsgiveren indbetaler lønstigningen på en pensionsordning. Derved undgår du såvel topskat som påvirkning af ægtefællens pension.

Hvis du går med tanker om på et tidspunkt at starte egen virksomhed, vil du med fordel kunne indbetale et beløb på en iværksætterkonto. Det indbetalte beløb fragår i personlig indkomst og har dermed samme virkning som indbetaling på pensionskontoen. Det er dog kun en god ide, hvis du seriøs tænker på at starte egen virksomhed på et tidspunkt.