Rentefrie lån skal tilbagebetales den 1. april
Rentefrie lån skal tilbagebetales den 1. april
Under COVID-19-krisen og alt, hvad den medførte af økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, var der mange virksomheder der benyttede sig af muligheden for at tage rentefrie momslån. Det er disse rentefrie lån, der skal tilbagebetales senest den 1. april 2022, medmindre du ønsker at indgå i betalingsordningen.
Mulighed for betalingsordning – frist den 15. april
Der er mulighed for at lave en 24 måneder lang betalingsordning gennem virksomhedens Skattekonto. Fristen for ansøgning af betalingsordningen går fra den 15. marts til den 15. april 2022. Du har altså en måned til at sætte det i stand.
Tjek din Skattekonto
Hvis det er en aftale, du vil benytte dig af, skal du være opmærksom på disse krav:
- Din virksomhed må ikke i forvejen have gæld til inddrivelse på Skattekontoen.
Det kan du tjekke på TastSelv Erhverv – og du kan finde vores guide til siden her. Hvis du har Skattekontogæld, skal denne være betalt senest den 22. marts 2022, hvis du ønsker at indgå i betalingsordningen. Ligeledes skal andre åbne poster på Skattekontoen være indbetalt den 22. marts, for at du kan indgå i betalingsordningen. - Virksomheden må ikke have en foreløbig fastsættelse af moms, skat eller afgifter. Er det tilfældet, skal fastsættelsen erstattes af en indberetning i stedet, før du kan indgå i betalingsordningen.
- Du må ikke have andre betalingsordninger på Skattekontoen. Betalingsordninger, der forløber længere end den 1. april, skal være afbetalt inden den 22. marts.
- Du kan ikke lave en betalingsordning for toldfordringer.
Hertil skal man også huske, at der lige nu er en månedlig rente på 0,7%, når man indgår i betalingsordningen.
Der er hjælp at hente
På vores side med Vejledninger, kan du som sagt finde guides til TastSelv Erhverv. Hvis du har spørgsmål til betalingsordningen, og hvorvidt det er en god idé for din forretning, kan du altid henvende dig til vores dygtige rådgivere. Du har også mulighed for at sende spørgsmål til vores brevkasse Spørg Revisoren her.