Hvad betaler jeg skat af? Hvad nu, hvis jeg betaler løn til mig selv?

08.04.19

Hvad betaler jeg skat af? Hvad nu, hvis jeg betaler løn til mig selv?


Beskatningen afhænger af hvilken form virksomheden drives i. Enten er virksomheden omfattet af personbeskatning (enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber) eller selskabsbeskatning (iværksætterselskaber, anpartsselskaber m.fl.).
Personbeskatning sker som udgangspunkt i henhold til personskatteloven. Virksomhedens overskud før renter beskattes som personlig indkomst, og renter i virksomheden som kapitalindkomst. Virksomhedens overskud før renter opgøres som virksomhedens omsætning, fratrukket udgifter der giver ret til fradrag i henhold skattelovgivningen. Herunder skal man være specielt opmærksom på de specielle regler, der gælder for afskrivninger.
Beskatning af enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, kan også foregå efter reglerne i virksomhedsordningen. Virksomhedsordningen giver mulighed for, at udskyde den fulde beskatning af overskuddet såfremt, overskuddet ikke er trukket ud i privatøkonomien (hævning). Endvidere er der mulighed for at få fradrag for virksomhedens renteudgifter i den personlige indkomst og ikke kun i kapitalindkomsten.
Udskydelse af den fulde beskatning vil især være relevant når overskuddet er så stort, at der skal betales topskat af indkomsten. Topskatteprocenten er pt. på 15%. Rent praktisk foregår det ved, at den udskudte indkomst tages til beskatning i et år, hvor indkomsten ikke er så høj, at der skal betales topskat. Den korrekte planlægning gør, at man ikke betaler topskat, hvor det kunne være undgået.
I enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber får ejeren ikke løn, men foretager i stedet en overførsel til sin private konto og betaler samtidig B-skatte rater, som er fastsat med udgangspunkt i Forskuds-opgørelsen for det enkelte år.
Selskabsbeskatningen er mere enkel. Selskabet betaler selskabsskatten af sin skattepligtige indkomst pt. 22%. Overførsel til ejeren foregår enten via en ganske almindelig lønseddel eller ved en udbytteudlodning. Enhver overførsel til ejeren vil i skattemæssig forstand enten blive anset som løn eller udbytte.

Læs flere spørgsmål og svar her
 
I samarbejde med Bizz Up
Revisorens brevkasse er blevet til i et samarbejde med erhvervsmagasinet Bizz Up. Læs mere om Bizz Up her.

VIL DU VIDE MERE?

Tøv ikke med at kontakte din lokale Revision Limfjord afdeling, så hjælper vi dig med svar på dine spørgsmål, og med at finde den helt rigtige løsning for dig.